Foredragsshow: Vågne timer Betty Nansen Teatret · Odense Teater · Aarhus Teater
Skal man have travlt for at være produktiv? Skal man vælge mellem et succesfuldt arbejde og et godt familieliv? Og truer en firedages arbejdsuge virkelig fundamentet under velfærdsstaten?
Med udgangspunkt i førende forskning, nytænkende arbejdspladser og personlige fortællinger fra sin bog Vågne timer udfordrer prisvindende journalist og foredragsholder Hakon Mosbech en række sejlivede myter om arbejdslivet og giver et inspirerende og overraskende bud på, hvordan vi vender skuden.
I foredragsshowet vil du opleve videnskab og musik smelte sammen i en række fascinerende fortællinger om bl.a. Niels Bohrs cowboyhat, fordybelsesmesteren Fatima, en misforstået rockstjerne og en rebelsk pædagog.
Musikken spiller en hovedrolle i showet, når komponist, pianist og prisvindende publikumsmagiker Rune Thorsteinsson hjælper til at illustrere, hvordan pause, rytme, samspil og dynamik ikke kun handler om musik, men også er livsvigtigt på jobbet.
Hakon Mosbech er medstifter af Zetland, hvor han gennem et årti har været med til at massere den konstruktive journalistik ind i den danske offentlighed, indtil han i 2026 blev udviklingsansvarlig på DR. Som journalist har han bl.a. fokuseret på arbejdsliv, erhverv, økonomi, videnskab, nye ideer og løsninger på vigtige problemer. Han har jævnligt holdt foredrag og rådgivet virksomheder og organisationer. Hakon er kandidat i journalistik og international politik fra SDU med studier for Columbia University.